Klag eller giv os besked
Du skal kunne sige til os, at vi har gjort noget forkert, uden at det koster dig noget. Det gælder, uanset om du er medlem, frivillig, samarbejdspartner eller en af de mennesker, vi hjælper.
Hvad du kan klage over
- Chikane, udnyttelse, misbrug, vold eller nedværdigende behandling
- Misbrug af midler, favorisering eller lovovertrædelser
- Måden vi har udvalgt modtagere af hjælp på, eller at du er blevet forbigået
- Adfærd fra et bestyrelsesmedlem, en frivillig, et medlem eller en partner
- Hvordan vi har behandlet dine oplysninger eller dit medlemskab
- Måden et arrangement, et kursus eller et møde er forløbet på
Sådan gør du
Skriv, ring eller send et brev. Du kan skrive på dansk, engelsk, dari eller hazaragi.
- info@hadaf.nu
- Telefon
- +45 35 95 95 36
- Post
- Hazara-Dansk Forbund, C/O Yasser Ghanbari, Saxogade 39, 3. th, 1662 København V
Hvis klagen handler om ledelsen
Klager behandles normalt af landsforpersonen. Angår klagen ham, så skriv til landsnæstforpersonen og sæt det i emnefeltet, så bliver mailen ikke åbnet af den, den handler om. Du kan også gå til et hvilket som helst andet medlem af landsbestyrelsen.
Vil du ikke gå til os overhovedet, kan du klage til CISU på complaints@cisu.dk, hvis sagen vedrører en aktivitet, CISU har finansieret. Klager over vores indsamlingsvirksomhed kan gå til Indsamlingsnævnet. Alvorlig uetisk eller ulovlig adfærd kan indberettes til Den Nationale Whistleblowerordning.
Hvad du kan forvente
- Inden for 5 arbejdsdage
- Du får at vide, at vi har modtaget klagen, og hvem der behandler den
- Inden for 30 dage
- Du får et svar. Kan vi ikke nå det, skriver vi inden for de 30 dage, hvorfor, og hvornår du så kan forvente svar
- Til sidst
- Du får at vide, hvad vi har besluttet, og hvorfor. Er du uenig, kan du bede landsbestyrelsen se på det igen
Anonymt
Du behøver ikke oplyse, hvem du er. Vi undersøger også anonyme henvendelser. Men vi kan ikke spørge dig om mere, og vi kan ikke give dig svar, så der er grænser for, hvad vi kan nå frem til. Vil du være anonym og alligevel kunne svare, kan du oprette en gratis mailadresse til formålet og skrive derfra.
Det koster dig ikke noget
En klage koster dig hverken dit medlemskab, dine opgaver eller den hjælp, du får. Sker det alligevel, er det i sig selv en sag for landsbestyrelsen. Vi deler kun oplysningerne med dem, der skal bruge dem for at kunne handle, og vi siger det til dig, hvis sagen kan ende hos politiet eller en myndighed.
Er du i Afghanistan
Klager du over en uddeling, kan du gå til den organisation, der uddelte, og du kan gå direkte til os. Vores partner skal fortælle dig begge veje på dit eget sprog, hver gang der uddeles. En klage over partneren behøver altså ikke gå gennem partneren.
Har du ikke en klage
Har du en idé, en indvending eller en oplevelse, der ikke er en klage, så sig den alligevel. Samme adresser som ovenfor. Vi behandler den ikke som en sag, men vi læser den.